Institut for Menneskerettigheder roser regeringen for at undersøge, om flere internationale konventioner fremover skal finde vej til dansk lovgivning.
Det sker, efter at justitsminister Morten Bødskov (S) torsdag nedsatte et ekspertudvalg, der frem til september næste år skal komme med anbefalinger til, om Danmark skal binde dansk ret tættere op på internationale aftaler.
- Helt grundlæggende synes vi, at det her er et rigtig godt skridt at tage. Vi har i flere år anbefalet, at man gør de ting, som udvalget nu er blevet bedt om at undersøge, siger direktør i Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen.
Ud over punktet om at skrive flere internationale aftaler ind i dansk lovgivning, så henviser Jonas Christoffersen også til, at udvalget skal undersøge muligheden for at give mere udbredt klageadgang til internationale organer.
I 2001 anbefalede et tidligere udvalg, at Danmark inkorporerede flere konventioner i dansk ret, men ifølge både Jonas Christoffersen og det nuværende konventions-udvalgs kommissorium, så skete der ikke noget efterfølgende.
- Det valgte den tidligere regering ikke at gøre. Det man så siger nu, er, at der er sket en del på 10 år, og så lad os se på, om det kan give anledning til at ændre noget, siger han.
- Der er meget, der taler for, at man vil tage nogle skridt fremad. Men hvor langt man skal gå, det må man jo gå ind i udvalget med et åbent sind omkring, siger Jonas Christoffersen.
Institut for Menneskerettigheder har selv en plads i udvalget, i øvrigt sammen med børne- og handikap-organisationer.
- Der står i regeringsgrundlaget, at man gerne vil tilslutte sig handicapkonventionens klageadgang. Og hvad angår børnekonventionen, så tror jeg, at det vil være svært i dag at komme uden om at skrive den konvention ind i dansk ret, siger Jonas Christoffersen.
/ritzau/