Sloveneren Aleksander Ceferin kan godt belave sig på yderligere fire år som europæisk fodbolds førstemand.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har ingen modkandidater meldt sig til Uefas præsidentvalg, der finder sted i februar. Fristen for at udfordre den siddende præsident udløb onsdag ved midnatstid.
Ceferin blev valgt som præsident første gang i 2016, hvor han undervejs i en valgperiode afløste Michel Platini, der var blevet suspenderet. Siden blev Platini idømt karantæne for korruption.
Sloveneren vandt afstemningen med stemmerne 42-13 over den daværende vicepræsident, Michael van Praag.
Dansk Boldspil-Union stemte på Ceferin ved valget for to år siden og har meddelt, at man sammen med de øvrige nordiske lande støtter Ceferin i yderligere en præsidentperiode.
Uefas præsident for de kommende fire år skal vælges på Uefas kongres i Rom 7. februar.
/ritzau/