De ansatte i Borgerservice i Halsnæs Kommune skal fra 1. januar arbejde uden beskyttelse fra vagter.
Vagtfolkene er nemlig ikke længere tilknyttet borgerservice efter nytår, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Vagterne blev blandt andet hyret, fordi en borger i 2015 forsøgte at sætte ild til sig selv i Borgerservice. Nu har nyheden skabt uro blandt medarbejderne.
- Med vagterne her er vi ikke nervøse for at gå ud til folk, selv med dårlige nyheder. Så tror vi på fred og ro. Men uden vagter er vi utrygge, siger Grete Nielsen, tillidsmand for de HK-ansatte.
Hun og medarbejderne har den 12. oktober sendt et brev til byrådspolitikerne, hvori de kalder situationen "yderst foruroligende og ikke acceptabel". I brevet står der blandt andt:
"Der har siden vagtordningen blev indført været forskellige situationer i Borgerservice som, uden vagtens tilstedeværelse, ville have medført alvorlige optrin og episoder, hvor medarbejderne ville have været nødt til at aktivere alarmen med det til følge, at Falck, politi og husets Rådhusbetjente blev tilkaldt."
I HK Kommunal er formand Bodil Otto forundret over, at Halsnæs Kommune nu vil skære ned på sikkerheden.
- Generelt har kommunerne oprustet på sikkerhed siden indførelsen af kontanthjælpsloftet. Her går det den modsatte vej, og det har jeg ikke hørt om før, siger hun.
Halsnæs Kommunens økonomiudvalg skal behandle sagen onsdag.