Influenza skal testes i ekspresfart

En influenzatest, der kan minimere svartiden, er ved at blive udbredt til flere hospitaler på Sjælland.
Nu kan hospitaler hurtigt fastslå, om en patient har influenza eller ej.
Nu kan hospitaler hurtigt fastslå, om en patient har influenza eller ej. Foto: Maria Hedegaard/Ritzau Scanpix/arkiv

De seneste tre influenzasæsoner har akutmodtagelsen på Nordsjællands Hospital forsøgsvis anvendt en influenzatest, der minimerer svartiden fra et døgn til en halv time. Nu er testen så pålidelig, at den er ved at blive udbredt til andre hospitaler i regionen.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis

- Det er en kæmpe gevinst. Vi kan langt hurtigere vurdere patienterne og afgøre, om de skal i behandling, undersøges yderligere og måske i isolation - eller om de blot skal sendes hjem under dynen. Det betyder meget for patienten og den kvalitet af behandling, vi kan tilbyde, men også meget for det flow som vi er så afhængige af på hele hospitalet, siger overlæge Troels Bygum, Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital, der her midt i influenzasæsonen drager god nytte af metoden.

En hurtig podning i næsen på patienten, bioanalytikere i vagt døgnet rundt og en maskine, der bruger 20 minutter på analysen. Med det setup kan det hurtigt fastslås, om en patient har influenza eller ej. Et svar man tidligere har skulle vente på i op mod et døgn.

- Patienterne får hurtigere diagnose og behandling, og for hospitalet betyder det, at vi undgår at skulle isolere mange patienter blot på mistanke om influenza. Isolationsindlagte patienter kræver betydelig mere tid og flere ressourcer end patienter, der ikke er i isolation, siger Troels Bygum.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.