Det er blevet en lille smule dyrere at være dansker den seneste måneds tid.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, der har opgjort forbrugerprisindekset for oktober.
Det viser en stigning i forhold til måneden før på 0,2 procent, og det betyder samtidig, at den årlige stigningstakt løfter sig fra det nul, der blev registreret for en måned siden.
Sammenlignet med oktober sidste år er priserne således steget med 0,3 procent.
Det er dog fortsat et meget lavt niveau, og det er medvirkende til at få husholdningsbudgetterne til at hænge sammen.
Ikke mindst, fordi lønningerne stiger langt mere, som Nykredits cheføkonom Tore Stramer påpeger.
- Det betyder, at den nuværende meget lave inflation øger rådighedsbeløbet til forbrug for en gennemsnitlig børnefamilie med cirka 610 kroner om måneden sammenlignet med en situation, hvor priserne stiger med de mere normale to procent om året, skriver han i en kommentar til tallene.
Faktisk er der med udsigt til lønstigninger på 2,2 procent udsigt til den største reallønsfremgang i år siden 2007.
Men økonom Jens U. Hjarsbech fra Dansk Erhverv minder om, at lav inflation er tegn på vækstproblemer, og at høj realløn er med til at mindske konkurrenceevnen.
- Med relativt høje reallønsstigninger sammen med lav eller ingen produktivitetsvækst får virksomhederne svært ved at få indtjeningen til at følge med lønudgifterne, skriver han i en kommentar.
/ritzau/