To indonesere blev torsdag afhørt af australske myndigheder for mistanke om at ville smugle papegøjer og andre fugle ud af landet.
Det forlyder, at de var ansat i militæret og benyttede et Hercules-fly til at smugle fuglene væk fra Australien.
Militærflyet, som var på vej mod Indonesien, landede i det nordlige Australien i byen Darwin for at tanke brændstof, da toldmyndighederne undersøgte lasten og fandt fugle pakket ned i bagagen. Deriblandt flere arter af papegøjer.
De australske toldmyndigheder bekræfter, at to indonesere blev afhørt torsdag i Darwin, men ellers er myndighederne meget sparsomme med oplysninger om episoden.
Dyresmugling er en alvorlig sag i Australien, og både premierminister Tony Abbott og immigrationsminister Scott Morrison har været involveret.
- Hvis der har fundet en forbrydelse sted, så vil den nødvendige efterforskning og undersøgelse blive indledt.
- Jeg mener, at spørgsmålet, om det var en pilot eller et andet besætningsmedlem, er irrelevant for sagen, siger immigrationsminister Scott Morrison.
Status er ifølge toldmyndighederne, at ingen er anklaget i sagen. En indoneser har fået en advarsel.
Immigrationsministeren siger, at sagen ingen konsekvenser får for Australiens forhold til Indonesien, hvilket ellers ikke er det bedste i øjeblikket.
For nylig kom det frem, at Australien angiveligt har aflyttet den indonesiske præsident, Susilo Bambang Yudhoyonos, telefon.
/ritzau/AFP