Her skolerne med asbest og kræftfremkaldende stoffer

Elendigt indeklima og materialer, der er så sundhedsskadelige, at de potentielt kan være kræftfremkaldende.
Mange skoler rundt om i landet har store problemer med indeklima. Skolen på billedet har ikke noget med den aktuelle historie at gøre.
Mange skoler rundt om i landet har store problemer med indeklima. Skolen på billedet har ikke noget med den aktuelle historie at gøre. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Alene i år har Arbejdstilsynet allerede reageret 88 gange, fordi der på 60 forskellige folkeskoler og friskoler var farlige forhold.

På 12 af skolerne er forholdene så alvorlige, at tilsynet 15 gange har dokumenteret »kræftfremkaldende belastninger«.

Det viser rapporter fra Arbejdstilsynet, som Avisen.dk har aktindsigt i. Rapporterne er fra årsskiftet til 22. september 2017.

På baggrund af Arbejdstilsynets rapporter opridser Avisen.dk her nogle af de mest grelle sager siden årsskiftet.

Asbest, træk og kulde

Fællesskolen Hammelev Sct. Severin, Haderslev, marts, maj, juni, 1 strakspåbud, 5 påbud

Skolen skal sikre, at medarbejderne ikke udsættes for asbeststøv og asbestholdige materialer. 

Både i kælderplan, stueplan, og på 1. sal og 2. sal er der fare for, at medarbejdere udsættes for asbeststøv og asbestholdige materialer. Det skyldes, at den del af skolen fungerer som en byggeplads, fordi man sidste jul fjernede rør, der indeholdt asbestisolering.

Skolen har ikke tilstrækkelig dokumentation for rengøring efter asbestisoleringen er blevet fjernet fra bygningerne.

Udover isolatører, malere, elektrikere, tømrere, vvs’er har også tre medarbejdere på skolen været i lokalerne med det farlige asbeststøv.

Men strakspåbuddet er langt fra det eneste påbud, som Sct. Severin Skolen har fået i år.

Skolen har også fået påbud om, at føre protokol over alle medarbejdere, der muligvis har været udsat for asbestholdige materialer og støv. Den protokol skal opbevares i 40 år.

Et andet påbud lyder, at alle medarbejdere, der har været udsat for asbestholdigt materiale og støv, skal have adgang til en helbredsundersøgelse.

Desuden er skolen blevet pålagt at sikre ansatte mod generende temperaturforskelle, som følge af kulde og træk. Ligesom skolen skal sørge for tilstrækkelig tilførsel af frisk luft i SFO-lokaler uden generende træk. Det påbud blev dog efter flere undersøgelser trukket tilbage.

Endelig har skolen fået besked på, at sikre ansatte mod træk fra ventilationsanlæg ved arbejde i skolens lokaler i D-fløjen.

Artiklen fortsætter under billedet

Arbejdet efter en asbestsanering er ifølge Arbejdstilsynet ikke afsluttet godt nok. Foto: Arbejdstilsynet

Fugt og skimmelsvamp i gymnastiksal

Ellemarkskolen, Køge, juni, september, 2 §21-Påbud og 3 påbud

Hele fem påbud har Ellemarkskolen fået. Skolen er blevet pålagt, at en særlig sagkyndig skal "foretage undersøgelse af eventuel asbestforurening i skolens kælder ved rørisoleringer".

Arbejdstilsynet har mistanke om asbest, fordi isoleringsrør i kælderen er blottet, og der er synlig kiselgurlignende materiale. Og kiselgur indeholder ofte en stor koncentration af asbest. To steder er der sat asbesttape rundt om røret.

Skolen skal også undersøge, om luftkvaliteten er tilfredsstillende i undervisningslokalerne.

Derudover har skolen problemer med fugt og skimmelsvamp. De ansatte skal blandt andet sikres mod udefra kommende fugt i kælderen og i gymnastiksalen.

Endelig er der også fundet luftvejsbelastninger på skolen. Ledelsen skal derfor sørge for, at klasselokaler vedligeholdes på en måde, så indånding af sundhedsskadeligt mineraluldsstøv fra loftplader undgås.

Artiklen fortsætter under billedet

Arbejdstilsynet frygter, at ødelagte varmerør i kælderen under Ellemarkskolen kan udgøre en asbestrisiko.

Metallisk bly

Ellebækskolen, Næstved, april, 2 påbud

Som den eneste skole har Ellebækskolen fået et påbud for "hjerne- og nerveskadende belastninger".

Det skyldes, at skolen ikke har været forsigtig nok, når der blev arbejdet med metallisk bly. Men det skal fremover undgås, fastslår Arbejdstilsynet.

I foråret fik skolen også en løftet pegefinger, fordi undervisningen i kemi skal tilrettelæges, så arbejde med kræftfremkaldende stoffer undgås.

Risikerer at indånde asbest på vej til EDB

Hjalleseskolen, Odense, august, 1 strakspåbud

Så sent som i slutningen af august fik Hjalleseskolen et strakspåbud, fordi der var kræftfremkaldende belastninger på skolen.

Problemet befinder sig i skolens kælder, hvor der er brud på rørisolering omkring varmerør.

Og det gør, at der ved gennemtræk i kælderen drysser støv fra huller i rørisoleringen, der formodes at indeholde asbest. 

Både personale og elever risikerer at blive udsat for at indånde asbest, da de går igennem kælderen for at komme i computerlokalet. De mest udsatte er dog skolens pedeller, der dagligt kommer i kælderen.

Artiklen fortsætter under billedet

Brud på isolering i kælderen på Hjalleseskolen. Foto: Arbejdstilsynet.

Farligt træstøv

Druestrup Friskole, Tureby, januar, 1 strakspåbud 

De ansatte på skolen er ikke beskyttet mod unødig påvirkning af træstøv.

Påvirkningen kan ske, når de ansatte er i et kælderum, hvor der ligger meget støv rundt om og på en kapgeringssav. Saven benyttes få gange hver anden uge.

Men der er i forbindelse med arbejdet ikke gjort noget for at nedbringe udsættelsen for støv for eksempel ved at tilslutte saven en støvsuger.

Hvis træstøv ikke fjernes, kan det hvirvles op, når der er mennesker i lokalet og dermed give fornyet udsættelse.

Træstøv er på Arbejdstilsynets liste over kræftrisikable stoffer og materialer og kan virke irriterende i øjne og luftveje. Det kan også give eksem og luftvejslidelser. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Træstøv er på listen over kræftfremkaldende stoffer. Derfor er Arbejdstilsynet ikke tilfreds med denne kapgeringssav på Druestrup Friskole. Foto: Arbejdstilsynet.

Uhensigtsmæssige forhold i sløjd 

Tre Ege Skole afd. Ryslinge, februar, 1 strakspåbud

Lærernes arbejde med at undervise i sløjd kan være sundhedsskadeligt, da luften fra en støvsuger recirkuleres.

Selvom der er en støvsuger i lokalet til håndværk og design, indeholder den ikke et specielt filter, der tilbageholder det fine træstøv.

Luften føres altså ikke til det fri, men sendes tilbage til arbejdsrummet.

Arbejdstilsynet fandt blandt andet svævestøv i luften og på vandrette overflader.

Ovnlåge med asbest smuldrer  

Assensskolen, Assens, august, 1 strakspåbud

I mellemgangen til billedkunstlokalet står en ældre keramikovn, hvor kantbåndet til lågen smuldrer. Kantbåndet er fra 1971 og indeholder asbest.

Ovnen bliver ifølge skolelederen benyttet et par gange om året. Men både lærere og elever går af og til igennem rummet.

Man skal nemlig ind igennem mellemgangen, hvor ovnen står, for at komme til billedkunstlokalet, hvor der ugentligt bliver afholdt cirka tyve lektioner.

Efter Arbejdstilsynets besøg overvejer skolen nu at bortskaffe ovnen.

Det betyder Arbejdstilsynets påbud:

Strakspåbud

Virksomheden kan få et strakspåbud, hvis der er tale om et alvorligt arbejdsmiljøproblem. Et strakspåbud indebærer, at fejlen skal udbedres med det samme. Virksomheder, der får et strakspåbud, kan få lov til at løse problemet midlertidigt, indtil det er muligt at løse problemet permanent.

Påbud (med frist)

Et påbud indebærer, at virksomheden kan fortsætte produktionen, men at den skal finde en permanent løsning på problemet, inden en afsat frist udløber. 

Undersøgelsespåbud (§ 21-påbud)

Virksomheden kan få et undersøgelsespåbud, hvis Arbejdstilsynet har en konkret mistanke om, at arbejdsforholdene ikke er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige, eller som led i en mere generel undersøgelse eller løbende kontrol af forholdene i en branche. 

Afgørelse uden handlepligt

En afgørelse uden handlepligt fastslår, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningen, men den pålægger ikke virksomheden en handlepligt. Afgørelsen medfører en gul smiley på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Kilde: Arbejdstilsynet.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.