Indbrudsbølge hærger provinsby: "Aldrig oplevet noget lignende de sidste 15 år"

Slagelse er hårdt ramt af indbrud for tiden.

Mens mange har siddet og hygget sig med julefrokosten fredag og i weekenden, så har langfingrede personer været på spil og ødelagt julehyggen for en masse familier. Hele 35 indbrud i Slagelse og omegn har politiet registreret fra fredag til søndag.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i de 15 år, jeg har været her, siger politikommissær Flemming Jensen fra lokalpolitiet i Slagelse til Sjællandske.

De otte indbrud er sket i Sorø, men det giver stadig 27 indbrud i Slagelse Kommune - langt størsteparten i Slagelse by. Der er traditionelt mange indbrud omkring højtiderne, men denne indbrudsbølge rammer alligevel tidligt - og den er ikke registreret i andre politikredse

- Umiddelbart ser det ud til, at det "kun" er i vores område, at tallet er eksploderet, siger han.

Politiet tør endnu ikke spå om, hvem der står bag de ekstremt mange indbrud, men Flemming Jensen tvivler på, at det er lokale indbrudstyve.

- Med et så stort antal kan vi ikke udelukke, at det er organiseret, siger politimanden.

Et større efterforskningsarbejde forestår nu, og i mellemtiden råder politiet borgerne til at være ekstra opmærksomme på personer eller biler i nabolaget, som skiller sig ud.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.