De politiske ledere i Grækenland må udvise beslutsomhed og sikre, at Grækenland bliver i eurozonen.
Det kræver, at Grækenland overholder sine forpligtelser i forbindelse med de redningspakker, som Grækenland har fået af EU og IMF, Den internationale Valutafond.
Det er budskabet til de kriseramte grækere fra Christine Lagarde, IMF's chef, der har givet et interview til hollandsk tv.
- Jeg mener, at vi bør se på det optimale scenarie, hvor landet har den politiske beslutsomhed til at overholde forpligtelserne, efterleve kravene, forblive i zonen, hvilket synes at være befolkningens ønske, siger hun.
- Men så skal det program, der er etableret, og hvor dets europartnere faktisk er enige om at støtte landet, efterleves, tilføjer Lagarde.
Det betyder, at Grækenland skal gennemføre de reformer og besparelser, som EU og IMF har krævet i forbindelse med de store milliardlån, som ydes til Grækenland for at holde landet i gang.
IMF-chefen siger, at hvis Grækenland forlader eurozonen, så bliver det "ekstremt dyrt og svært, og ikke bare for Grækenland".
Grækenland befinder sig i øjeblikket ikke kun i en dyb økonomisk krise. Landet står også i politiske problemer til halsen, da parlamentet, der blev valgt den 6. maj, ikke har været i stand til at danne regering.
Derfor har præsidenten udskrevet et nyt parlamentsvalg til afholdelse den 17. juni altså mindre end halvanden måned efter det forrige.
Reuters