Fællesskabs-prisen

Ildsjæl skaber æble-fællesskab for udsatte borgere

Amager Æblemosteri skaber alternativ beskæftigelse for udsatte borgere i hyggelige omgivelser i parcelhushaver. Mødet mellem haveejerne og borgerne på kanten af arbejdsmarkedet skaber dynamik og glæde hos begge parter.
Henter afspiller ...
Foto: Foto og video: Sesilie Christophersen

Amager Æblemosteris vigtigste arbejde finder sted i parcelhushaver på Amager, når efteråret kickstarter æblesæsonen. Mosteriet skaber alternativ beskæftigelse for udsatte borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Projektlederen hedder Lya Moestrup, og hun beskriver mødet mellem haveejerne og æbleplukkerne som en perle.

Vores borgere har nogle rigtigt skønne møder med haveejerne derude. Vi snakker ofte om det i lang tid; kan du huske den udsigt, de havde og kan du huske den hund, ej hvor var den sød, fortæller hun og fortsætter:

- Det er virkeligt noget vores borgere tager med sig, når vi besøger haveejerne. Der opstår et positivt møde mellem forskellige typer mennesker, og det er et af formålene med at lave sådan et minimosteri.

Amager Æblemosteri er et socialøkonomisk foretagende i samarbejde med Kofoed Skole på Amager, som tilbyder forløb for mennesker, som enten står på kanten af arbejdsmarkedet, er sygemeldte eller er førtidspensionister. 

Æbler er en kæmpe ressource

Lya Moestrup fik ideen for tre år siden, da hun hørte, at de fleste æbler fra folks haver bare går til spilde. Her var en ressource, som hun både kunne skabe et salgbart produkt af, nemlig æblemost, og rammerne omkring æblerne gav anledning til et socialt møde mellem mennesker, mens de plukkede æblerne.

 I hele plukkeprocessen og mostningen af det, er visionen at involvere udsatte borgere, som er på kanten af arbejdsmarkedet eller langt fra arbejdsmarkedet, fortæller Lya Moestrup.

Projektet er støttet af Tuborg Fondet og Kofoed Skole lægger lokaler til både det administrative arbejde, som Lya Moestrup udfører, og det er også hjem for selve minimosteriet, hvor æblerne bliver presset.

Netop presningen af æblerne giver, ligesom plukningen, anledning til et arbejdsfællesskab blandt deltagerne. Æblerne skal først udvælges, derefter vaskes, så kværnes og til sidst presses. Lya Moestrup beskriver, at deltagerne vælger den arbejdsstation, som de har bedst mulighed for at udføre alt efter fysik.

- Hvis man ikke er så god til at stå op, så kan man sidde ned og sortere æbler, man kan også sidde og sætte labels på flaskerne, fortæller hun.

- Hvis man er mere fysisk, kan man bære affald. Det kan godt være ret tungt, så de stærke tager den tjans. Deltagerne tilpasser sig hinanden på rigtig fin vis, fortæller Lya Moestrup.

Alternativ beskæftigelse

Lya Moestrup fortæller, at hoved-ideen med projektet er at skabe alternativ beskæftigelse ud fra en social iværksætter-tanke.

Der kommer en masse arbejdsopgaver ud af sådan et forløb, og alle de arbejdsopgaver er der nogle udsatte borgere, som sagtens kan være med til. Hvis man kun kan plukke lidt, så gør man det. Det er nogle meget rummelige forløb, fortæller hun.

Lya Moestrup vil gerne skalere projektet ud til andre større byer i Danmark, ligesom hun gerne vil samarbejde med kommuner, i første omgang Københavns Kommune, men hendes primære fokus vil aldrig blive at tjene penge på projektet. 

- Andre iværksættere kigger nogle gange sjovt på mig, fordi vi ikke har mere fokus på at producere store mængder most og sætte det til salg i dagligvarebutikker, fortæller hun og fortsætter:

- Men vi skal ikke være styret af, hvor meget most vi kan lave, og hvor mange penge vi kan tjene. Jeg vil hellere være styret af, hvor mange mennesker vi kan hjælpe, afslutter hun. 

Amager Æblemosteri er indstillet til Fællesskabs-prisen.

Fællesskabs-prisen
  • Fællesskabs-prisen hylder hverdagens mange oversete helte, der udgør velfærdssamfundets usynlige bærende søjler, og som gør en ekstraordinær forskel for fællesskabet.
  • Fællesskabs-prisen er stiftet af Mette Frederiksen, partiformand for Socialdemokratiet, og en række store danske organisationer, virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
  • Alle kan indstille en person, som de mener fortjener at vinde Fællesskabs-prisen, men man skal opfylde en række betingelser for at komme videre til næste runde og blive nomineret.
  • Disse betingelser er: 1. Man skal være uundværlig for et fællesskab, der har stor betydning for andre. 2. Man skal stå bag en længevarende indsats, der rækker ud over et kort initiativ. 3. Man skal have skabt konkrete resultater gennem sin forening, projekt eller initiativ. 4. Man skal være et forbillede for kollegaer eller lokalsamfund.
  • Dette er femte år i træk Fællesskabs-prisen bliver uddelt.
  • Vinderen udnævnes 7. juni 2018.
UDVID

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.