IKEA tilbagekalder vare: Kan være farlig at bruge

IKEA tilbagekalder cyklen på grund af en sikkerhedsforanstaltning med drivremmen. (Foto: Foto: Brian Bergmann / Scanpix Ritzau (arkivfoto))

Stop med at bruge den øjeblikkeligt, lyder det fra IKEA.

IKEA oplyser torsdag i en pressemeddelse, at de har valgt at trække cyklen 'SLADDA' tilbage fra deres varehuse på grund af "en sikkerhedsforanstaltning".

Den svenske møbelgigant skriver, at cyklen tilbagekaldes på grund af sikkerhedsproblemer med drivremmen.

- Vi opfordrer alle kunder til at stoppe med at bruge cyklen øjeblikkeligt, da drivremmen kan sprænge. IKEA har modtaget 11 rapporter om sådanne hændelser, og to personer er kommet lettere til skade, lyder det fra IKEA.

Der er solgt godt 6.000 SLADDA-cykler på globalt plan, heraf cirka 250 i Danmark.

IKEA opfordrer kunderne til at returnere cyklen til et varehus, hvor de så vil få pengene tilbage. Også udstyr til cyklen kan returneres i en af kædens fem varehuse i Danmark - man behøver ikke medbringe en kvittering for cyklen, lyder det i pressemeddelelsen fra IKEA.