Den svenske møbelgigant Ikea er kommet et stort skridt tættere på at blive en spiller på det indiske marked, hvor der er over en milliard potentielle kunder.
Ikea har en plan, der koster omkring to milliarder dollar - 11 milliarder kroner - og som omfatter 25 Ikea-varehuse i Indien.
De indiske myndigheder for udenlandske investeringer har mandag givet Ikea tilladelse til at åbne de mange varehuse.
Anand Sharma er indisk handelsminister, og han siger, at Styrelsen for Udenlandske Investeringer, der for to måneder siden sagde nej til 15 af Ikeas produktlinjer, nu har givet grønt lys for Ikeas forretningsplan for Indien.
- Det er en positiv udvikling. Regeringen vil spille en konstruktiv rolle, når det gælder tiltrækning af direkte investeringer fra udlandet, siger han.
Ikea har erklæret over for de indiske myndigheder, at koncernen må bevare sin "globale model" - også i Indien.
Det betyder, at Ikea skal beholde sine produkter og også sine restauranter, som det er tilfældet i alle varehusene.
Ikea er også tilfreds med afgørelsen.
- Vi regner det for en meget positiv udvikling. Nu afventer vi godkendelse fra regeringen og herefter en tilladelse, så vi kan iværksætte processen med at etablere Ikea-varehuse i landet, siger Ikeas landechef i Indien, Juvencio Maeztu.
Ikeas indtog i Indien følges tæt af andre store udenlandske koncerner, der ligger i forhandlinger med de indiske myndigheder, der har myriader af regler og bureaukrati, som skal passe ind.
Tilbage i 2009 droppede Ikea planer om at åbne på det indiske marked på grund af bekymring for reguleringer.
/ritzau/AFP