To bøder på 10.000 kroner og en politianmeldelse for manglende rengøring.
Det må Sønderjysk Rugbrødsbageri indkassere efter Fødevarestyrelsens kontrollanter har været på besøg, skriver JydskeVestkysten.
Bageriet i Hellevad har ifølge fødevarekontrollanterne hverken styr på fødevarehåndteringen, skadedyrssikringen eller rengøringen på matriklen på Hovedgaden 30.
For et par måneder siden lukkede Fødevarestyrelsen bageriet ned efter fund af over 100 levende kakerlakker. Også her kostede det også virksomheden 20.000 kroner og en politianmeldelse.
Ifølge JydskeVestkysten er der ved det seneste besøg 22. juni konstateret utildækkede fødevarer lige under en fuglerede og brød der blev afkølet direkte op ad snavsede yderporte og døre.
Desuden blev der fundet tydeligt snavsede overflader og spindelvæv, mens bilen, som transporterer fødevarerne, ikke var gjort ordentligt rent og på en maskine i bageriet var der indtørrede, brune belægninger.
Sønderjysk Rugbrødsbageri ejes af brødrene Michael og Dennis Andersen og deres far Kell, og Michael Andersen siger irriteret til JydskeVestkysten, at Fødevarestyrelsens kontrollanter hele tiden finder noget:
- Eksempelvis er der det med mine forme. Dem har jeg haft i 30 år, og jeg havde dem også, da de var på besøg sidste gang og gav os topkarakter. Jeg har ikke gjort noget anderledes siden, og nu er den pludselig gal, siger Michael Andersen.
Han mener samtidig, at styrelsen ikke er til at snakke med og har allieret sig med det han kalder en "formidler".