Dine havemøbler har stået model til meget sommeren igennem. De har fået sol, blæst, varme, regn og til tider kulde.
Natten mellem lørdag og søndag skal uret sættes tilbage og enhver have- og terrasse-ejer ved, at så skal havemøblerne pakkes væk for vinteren. Men det kræver altså lidt forberedelse, før du sender dem i vinterhi.
De skal rengøres og nusses om, så de holder sig bedst muligt til næste år, skriver Bolius.
Du slipper altså ikke for at afsætte lidt tid til dem, men du har jo også en hel ekstra time på søndag.
Fem gode tips
Bolius har samlet en række punkter med ting, du optimalt set skal gøre, før du pakker havemøblerne væk:
1.
Fjern skidt og snavs fra alle overflader, så det ikke udvikler sig til råd og svamp i løbet af året. Find en klud, en svamp og noget sæbevand frem og vask derefter møblerne grundigt. Tør efter med en tør klud.
2.
Fjern eventuel rust med en børste.
3.
Pift dine træmøbler op med en olie til udendørs brug. På den måde er de godt mættede vinteren over og suger ikke vand til sig.
4.
Er dine møbler blevet lidt trætte i løbet af sommeren, skal du give dem et generelt eftertjek. Skru skruer og bolte fast, give dem olie eller maling og slib eventuelt inden, hvis der er skader.
5.
Når du opbevarer dine møbler vinteren over, skal du finde et tørt sted til dem. De skal helst ikke stå på direkte jord, for så vil de suge fugt op. Har du træmøbler, skal de ikke stå for varmt, for så kan de tørre ud.