I aftes: Person død efter kollision med cyklist

En fodgænger har lørdag aften mistet livet i Hesselager på Fyn efter et sammenstød med en cyklist.

En fodgænger har mistet livet, efter at personen lørdag aften blev ramt af en cyklist i Hesselager mellem Nyborg og Svendborg.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Den afdødes pårørende er ikke underrettet, og yderligere detaljer om personens identitet er endnu ikke offentliggjort.

Politiet oplyser, at fodgængeren blev ramt af en af to bagfrakørende cyklister, og at vedkommende slog hovedet ned i asfalten ved faldet.

Politiet er nu på stedet i Hesselager og undersøger sagen nærmere.

Sammen med en bilinspektør skal årsagen til ulykken nu klarlægges.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.