Tre 18-årige gymnasieelever skal i weekenderne varetage lettere opgaver på plejehjemmet Vesterled i Ødis sydvest for Kolding, skriver JydskeVestkysten.
Gymnasieeleverne skal hjælpe med at vaske op, dække bord og senere skal de måske også gå tur eller læse med de ældre.
- Baggrunden er, at vores beboere har brug for mere hjælp nu end tidligere, og vi har svært ved at skaffe personale. Lige nu har vi tre ledige stillinger, så vi er nødt til at tænke alternativt, for vi skal sørge for, at de ældre får den pleje og omsorg, de skal have, siger plejehjemmets leder Bente Thygesen til avisen.
Med ansættelsen sigter Bente Thygesen efter, at det faste personale får frigivet tid til plejeopgaver.
- Og så får vi nogle dejlige unge mennesker ind i huset. De er et frisk pust. Vi har også valgt dem ud fra, at de måske kunne tænke sig at uddanne sig inden for branchen for eksempel som social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske.
De tre gymnasieelever har været under oplæring i vinterferien, og planen er, at de hurtigt herefter indgår i vagtplanen hver weekend med vagter, hvor de på skift dækker omkring 12 timer af.