Landstræner Klavs Bruun Jørgensen havde det hårdt på sidelinjen, da de danske håndboldkvinder onsdag slog Brasilien 22-20 og indfriede kravet om en plads i ottendedelsfinalerne ved VM.
Efter storsejrene over Japan og Tunesien mødte Danmark et fysisk stærkt brasiliansk hold, der til sidst blev nedkæmpet.
- Det var hårdt. Det var helt vildt hårdt.
- Vi skulle kæmpe væsentligt mere for det end i de to foregående kampe. Brasilien viste præcis det, de kan, og vi skulle arbejde hårdt for at score vores mål.
- Vi lagde meget energi i forsvarsspillet, for Brasilien kom med et voldsomt tryk på os, så jeg er stolt over, at vi kunne holde dem, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Landstræneren priser sig samtidig lykkelig for, at Sandra Toft stod fremragende i målet, og anfører Stine Jørgensen tog et stort ansvar i angrebet.
Trods mange afbrændere blev Stine Jørgensen ved med at skyde på mål, mens flere af de lidt yngre bagspillere som Mette Tranborg ikke turde afslutte.
- Man kunne godt se på Tranborg, at hun ikke er meget for at gå på kassen. Det skal hun lære. Det kommer også stille og roligt.
- Til gengæld dækkede hun op som en drøm. Jeg er dybt imponeret over hendes arbejde, og jeg ærgrer mig over, at hun indimellem får at vide, at hun har spillet en dårlig kamp.
- Hun er en klippe i det forsvar, og det skal hun have mere kredit for, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Selv om Stine Jørgensen brændte ti forsøg, så lod hun sig ikke slå ud. Anføreren endte som dansk topscorer med ni mål.
- Det er det, som Stine kan.
- Jeg har rost hende så forbandet mange gange, at det næsten begynder at blive pinligt, da hun er anfører.
- Hun skal slæbe meget, og det gør hun på flotteste vis.
- Hun har fået et monsterkram. Jeg er dybt imponeret over, at hun fortsætter med at gå på kassen, selv om hun brænder på et par stykker, siger landstræneren.
En anden hel central figur i den danske sejr var målmand Sandra Toft, der havde flere afgørende redninger.
- Hun står fremragende. Vi kunne ikke undgå, at Brasilien ville få store chancer med det tryk, de kom med. Så Sandra var vigtig.
- Jeg har aldrig set et hold vinde et mesterskab uden at have en suveræn god målmand. Det har Norge haft hvert år, de har vundet. Det var vigtigt, at hun stemplede ind i turneringen, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Næste opgave for Danmark er på fredag, hvor Rusland venter i den sidste gruppekamp.
Uanset resultatet er danskerne sikre på avancere til ottendedelsfinalerne.
/ritzau/