Hvor længe kan du håbe på at leve? Få et svar her

For hver generation, der går, kan flere og flere regne med at runde de 100 år. Det viser nye tal. (Foto: Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix/Arkiv)

Hvor længe kan folk på din alder regne med at leve i gennemsnit? Det får du svar på her. I gennemsnit lever vi allesammen længere og længere, viser nye tal.

Det danske kongehus kan godt finde frimærker og brevpapir frem fra skufferne til 100-års fødselarerne.

For danskerne bliver ældre og ældre, og mange der fødes i dag vil fylde 100 år. Det viser nye tal, der er lavet af pensionsordningen ATP. 

En stor del af dem, der bliver født i dag, vil opleve at runde det helt skarpe hjørne. Således vil 40 procent af de nyfødte piger runde 100 år. Og 29 procent af drengene vil blive 100 år.

Artiklen fortsætter under grafikken

Kaare Christensen er centerleder og professor ved Center for Aldersforskning på Syddansk Universitet. Han fortæller, at det er en generel trend på verdensplan, at folk bliver ældre. At det også er tilfældet i Danmark, skyldes en række faktorer.

- Det, der især driver fremgangen, er et fald i dødeligheden hos de ældre. Det gør jo, at middellevetiden stiger.

- De ældre ankommer også til en høj alder i bedre stand end hos tidligere generationer. Især hovedet fungerer bedre, og det skyldes et højere uddannelsesniveau og bedre livsvilkår. Derudover er der en række helbredsting, der er nemme at måle - eksempelvis er tandstatussen forbedret markant, forklarer Kaare Christensen.

Selvom flere og flere danskere får en lang alderdom, er Danmark langt fra det land, hvor det 'grå guld' holder længst tid.

- I et land som Danmark er der faktisk pæn plads til fremgang. Blandt OECD-landene ligger vi pænt langt nede i feltet. Sverige er eksempelvis to år foran os i gennemsnitlig levealder, og i et land som Japan bliver kvinderne allerede i dag 87 år, siger Kaare Christensen.

Hvad skyldes det?

- Når man ser på dødsårsager og sygdomsmønstre, tyder meget på, at danskerne begynder at ryge tidligere og mere end i Sverige. Så der er nogle livstilsfaktorer, der spiller ind, siger han.

Artiklen fortsætter under grafikken

Kaare Christensen, hvad kendetegner de 100-årige?

- Det er først og fremmest kvinder, der bliver 100 år. Og dem, der bliver 100 år, har meget sjældent været storrygere. Men noget af det mest bemærkelsesværdige ved de 100-årige er faktisk, hvor forskellige de er. Både i personlighed, hvad de har lavet, og det liv de har levet, påpeger Kaare Christensen.

I dag er der lige over 1.000 danskere, der er 100 år. Og hvis man selv vil blive 100 år, kræver det en vis portion held, gode gener og en sund livsstil.

- Der er intet hokus-pokus trick til at blive 100. Det handler om at leve fornuftigt og sundt og ikke være alt for ekstrem. Tag en uddannelse og lev et stabilt liv, og så skal man huske på, at nogle ting har man indflydelse på, andre har man ikke. Det kan være den genetiske komponent, der gør, at nogle familier lever længere.