Mange tusinde unge vil ikke kunne gå direkte fra folkeskolen til gymnasiet.
Det skriver Politiken på baggrund af en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Det er gymnasiereformens krav om, at man minimum skal have fem i gennemsnit i årskarakterer og eksamenskarakterer, før man kan gå direkte over i en gymnasial uddannelse, der potentielt vil udelukke mange unge fra gymnasiet.
Opfylder man ikke kravene til karaktergennemsnit, kan man komme til optagelsesprøver og -samtaler på gymnasierne.
Men de mange elever, der står til ikke at kunne opfylde kravene, bekymrer alligevel AE.
- Analysen viser, at mange skal til optagelsesprøve, og det vender den tunge ende nedad. Der er en risiko for, at resultatet af optagelsesprøverne og optagelsessamtalerne vil afhænge af forældres uddannelse og indtægt, siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker hos AE.
Analysen tager udgangspunkt i, at folkeskoleeleverne får nogenlunde de samme karakterer i 2019, som de gjorde i 2017.
AE har set på de resultater, som 53.700 elever kom ud af folkeskolen med i 2017. Her fik 13.000 af dem gennemsnit, der ligger under de nye krav.
Det svarer til 25 procent af eleverne, og det er de børn, der kommer fra ressourcesvage hjem, der bliver ramt af kravet, lyder det fra AE.
Også Danske Gymnasier, der er interesseorganisation for gymnasierne, finder den sociale slagside problematisk.
- Dem (ressourcesvage elever, red.) har vi ret gode erfaringer med at kunne løfte fra et ikke-imponerende indgangsresultat.
- Vi har mange eksempler på, at de rent faktisk knækker koden, mens de går i gymnasiet, hvor de får styr på det faglige og kommer ud med nogle fornuftige studentereksaminer. Men det er ikke sikkert, at det længere vil være en mulighed, siger Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier.
Optagelsesprøverne på gymnasierne vil blive afholdt i juni måned.
/ritzau/