Hver femte kortuddannede frygter fyring

Arkivfoto. (Foto: Foto: Esben Salling / Ritzau Scanpix )

Trods jobvækst i Danmark gruer hver femte 3F’er for en fyreseddel. Frygten har en årsag, mener flere eksperter.

Antallet af danskere uden arbejde er årtiets laveste. Alligevel frygter en stor del af de faglærte og ufaglærte 3F'ere, at chefen bytter lønseddel til fyreseddel, skriver Fagbladet 3F.

- Flere virksomheder fortsætter med at sende arbejdspladser ud af landet og automatisere jobbene. I de brancher vil der stadig være pres på arbejdskraften, siger Bent Greve, professor ved Roskilde Universitet og forsker i arbejdsmarkedspolitik.

Hver femte 3F'er - 21 procent - svarer i en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark "Ja", når de bliver spurgt, om de frygter at miste arbejdet.

Sammenholdt med en tilsvarende måling fra sidste år er der tale om en nedgang på seks procentpoint. Bent Greve forklarer faldet med, at dansk erhvervsliv i øjeblikket åbner flere job.

Alligevel forstår han godt, hvorfor mange 3F'ere er usikre på fremtiden.

- Sidst Danmark var i krise forsvandt ufaglærte og faglærte job langt hurtigere end andre. Og på sigt kan vi se, at mange af de job forsvinder, siger han til Fagbladet 3F.

Johan Simonsen Abildgaard, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, har tidligere undersøgt jobsikkerhed indenfor rengøring og transport. Han siger, at frygten for en fyreseddel i de brancher er stor.

- Jo lettere du oplever, din arbejdskraft kan erstattes, jo større er din bekymring for at blive fyret. Samtidig kan personlige erfaringer med at blive fyret spille ind, og det kan branchens generelle tilstand også, forklarer han.

Samme melding lyder fra Stine Rasmussen, postdoc. ved institut for statskundskab på Aalborg Universitet, som har forsket i tryghed på arbejdsmarkedet.

Hun vurderer, at frygten for at miste arbejdet ligger højere blandt faglærte og ufaglærte end i resten af samfundet, da de økonomiske konjunkturer spiller en større rolle for antallet af job, og mængden af sæsonarbejde er større.

Samtidig viser hendes studier, at forkortelsen af dagpengeperioden og de ændrede genoptjeningskrav har fået lønmodtagerne - især faglærte og ufaglærte - til at mene, at tryghed i ansættelsen er vigtigere.

- Og det kan tolkes som et udtryk for, at der findes en mere generel bekymring for, hvad en eventuel fyreseddel kan medføre, når det sociale sikkerhedssystem ikke har samme tryghedsskabende karakter som tidligere, siger hun.