Det er snart fem år siden, at aftalen om at halvere dagpengeperioden blev indført.
Og nu mener halvdelen af vælgerne, at den nuværende ordning med to års dagpenge er for kort.
Det skriver Altinget.
I målingen svarer 49 procent, at dagpengeperioden bør forlænges. 36 procent mener, at perioden bør blive på to år, mens seks procent af vælgerne synes, at dagpengeperioden skal forkortes yderligere.
Det er særligt vælgere, der støtter Enhedslisten og SF, der mener, at dagpengeperioden skal forlænges.
Ordfører: Lang periode er ingen løsning
Målingen viser samtidig, at 61 procent af Socialdemokraternes vælgere mener, at perioden på dagpenge skal være længere.
Hos Socialdemokraterne mener man ikke, at en forlængelse af ydelsesperioden er den rette løsning.
Det skyldes blandt andet, at jo længere tid man er arbejdsløs, jo sværere er det at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen, lyder det.
- Dermed kan man sige, at en lang dagpengeperiode i virkeligheden bidrager til, at man kommer længere væk fra arbejdsmarkedet. I hvert fald, hvis der ikke foregår noget fornuftigt i den tid, man kan få dagpengene, siger arbejdsmarkedsordfører Lennart Damsbo-Andersen (S) til Altinget.
DF: Ønsker fleksibel model
Hver anden af Dansk Folkepartis vælgere ønsker også at forlænge dagpengeperioden, viser målingen.
Partiet ønsker fremover en dagpengeperiode, der afhænger af de økonomiske konjunkturer og kigge bredere på dagpengespørgsmålet.
- I dag er det eksempelvis sådan, at hvis man er på supplerende dagpenge, og man har en uge med 20 timers arbejde, så ryger der samtidig en hel uge af ens dagpenge. På den måde er der en hel del steder, hvor man kunne hente noget ved at kigge på optjening og forbrug, siger partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted til Altinget.