Overtissede toiletbræt og ramme lugte afholder en stor gruppe elever fra at nærme sig folkeskolens små huse, skriver dr.dk.
Op mod 20 procent af eleverne holder derfor på stort og småt dagen igennem, vurderer Rådet for Bedre Hygiejne, og det kan have alvorlige fysiske konsekvenser.
Det forklarer lederen af Inkontinensklinikken på Næstved Sygehus.
"Nogle børn får inkontinensproblemer og nogle får regulært problemer med infektioner både i blæren og i nyrerne. Og så begynder det at være alvorligt," siger Ulla Kabbelgaard, afdelingssygeplejerske.
Læger fra Aarhus Universitetshospital vil nu undersøge præcis, hvor meget børnenes sundhed kan forbedres, hvis de kommer på toilettet i løbet af skoledagen.
"Vi behandler mange børn med vandladningsforstyrrelser. Det er vist i flere studier, at hvis man kan sikre, at børnene kommer afsted regelmæssigt, så bliver cirka 70 procent af børnene fuldstændigt raske," siger professor på Aarhus Universitetshospitals børneafdeling, Søren Rittig.
Forskningsprojektet bliver gennemført på tre folkeskoler, og skal gerne ende med at hjælpe de 50.000 inkontinente børn, der findes i Danmark i dag.
Læs historien på dr.dk