Det er Københavns Politi, der meget gerne vil i kontakt med et par i 40'erne, som onsdag eftermiddag forhindrede, at en otte-årig pige blev bortført.
Det skete ved 15-tiden i Holmbladsgade mellem nummer 22 og 30, oplyser politiet.
- Pigen har forklaret, at hun kommer gående, da en sort varebil standser ud for hende, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Henrik Vedel, til Ritzau.
En maskeret mand springer ud og griber fat i hende, og hun mener, at der kan være flere personer i varebilen.
- Men samtidig kommer en mand og en kvinde i 40'erne gående forbi. De siger til manden, at pigen vist hellere må følge med dem, siger efterforskningslederen.
Parret følger pigen hen til hendes opgang i nærheden, men går ikke med op.
- Hun er grådkvalt og meget rystet, da hun fortæller, hvad der er sket, fortæller Henrik Vedel.
Den rystede pige blev onsdag aften afhørt af politiet, som ikke ved, hvorfor manden prøvede at få pigen ind i varebilen.
- Men vi vil naturligvis meget gerne i kontakt med det par, der kom hende til undsætning, så vi kan få et bedre overblik over, hvad der er sket, forklarer Henrik Vedel.
Oplysninger til politiet på nummer 114, og del meget gerne denne artikel på Facebook!