Ledige skifter gerne branche for at komme i arbejde igen. Hver femte ledige FOA-medlem finder job i nye brancher, og knap hver fjerde ledige skifter fra en offentlig til en privat arbejdsplads. Det viser en rundspørge, som FOA har foretaget blandt 1.000 medlemmer, der er kommet i arbejde.
At så mange ledige skifter branche ser næstformand i FOA, Mona Striib, som udtryk for, at de ledige er fleksible og klar til at tage, hvad de kan få.
- Tallene viser, at ledige gør, hvad der skal til for at få et arbejde igen. Vi må som samfund støtte op og sikre, at det bliver lettere at tage en uddannelse og skifte fag, når man mister sit arbejde, siger hun til Fagbladet FOA.
Det regeringsnedsatte Carsten Koch-udvalg har foreslået, at ufaglærte ledige over 30 år skal have ret til at tage en erhvervsuddannelse fra første ledighedsdag, dog på reducerede dagpenge. Mona Striib støtter, at ledige over 30 år skal have ret til at uddanne sig fra første ledighedsdag.
- Men ledige skal selvfølgelig have deres fulde dagpenge, så familiernes økonomi kan hænge sammen, mens de opkvalificerer sig, siger hun.
Charlotte Strøm Ferslev er et af de FOA-medlemmer, som har skiftet fra en offentlig til en privat arbejdsgiver. Hun var tidligere dagplejer i Haderslev Kommune. Efter mere end et år uden arbejde er hun blevet ansat som butiksassistent i en butik med rideudstyr.
- Når jeg søgte stillinger som pædagogmedhjælper, kunne der være mere en 500 om buddet. Så jeg indså hurtigt, at det var rigtigt svært at få arbejde og søgte arbejde vidt og bredt, siger Charlotte strøm Ferslev til Fagbladet FOA.
Charlotte Strøm Ferslev har en uddannelse som butiksassistent og en uddannelse som klinikassistent med i baggagen. Hun var derfor allerede kvalificeret til at søge mange forskellige stillinger, da hun blev arbejdsløs. Alligevel tog det omkring halvandet år og mange jobansøgninger, før hun kom i arbejde igen.