Hittet "U can't touch this" tjente MC Hammer en halv milliard kroner på tilbage i 1990 og de næste år frem. Dertil kommer optrædener, koncerter og meget mere. Stanley Kirk Burrell, som den nu 59-årige rapper fra USA rigtig hedder, lavede ikke så mange flere hits end dette, men han havde en levestil, som om han var en større hitmager end The Beatles og Pink Floyd tilsammen.
Derfor købte han et kæmpe hus i Californien for 35 mio. kroner, men omdekorerede det for svimlende 200 mio. kroner. Bl.a med en kæmpe swimmingpool formet som hans berømte posede silkebukser. Han byggede garager til de 17 luksusbiler, han også købte. Ydermere ansatte han omkring 200 tjenestefolk, som kostede ham over fire millioner kroner i lønninger om måneden.
Ramte bunden
Han erhvervede sig også et privatfly, to helikoptere og en masse dyre galopheste. Han fik også lavet en masse statuer i bronze og marmor af sig selv, som stod rundt om i parken til huset.
Selv en oliesheik ville få en stram økonomi af disse vanvittige indkøb, hvilket dog også skete efter et par år for MC Hammer. Han erklærede sig konkurs med en massiv gæld og måtte sælge alle sine ejendele til spotpriser.
Han flyttede ind i et mindre hus med kone og børn og var tvunget til en mindre oppulent levemåde end før.
I dag er han stadig aktiv musiker - har betalt sin gæld ud og har efter sigende et meget godt liv.
- Om jeg fortyder noget? Jeg havde seks fantastiske år, og det lærte mig, at man ikke skal leve sit liv baserede på materialistiske ting. Jeg fik en samtale med Gud, som gav mig smæk, og det lærte mig meget, har han for nyligt udtalt.
Se megahittet her: