Mangemillionær eller ej. Succes i tilværelsen kan måles på mange måder, og nogle af de mest succesfulde personer på kloden har hverken været de klogeste eller rigeste. Dem, der opnår store mål, har dog den ting til fælles, at de har succesvaner.
Som iværksætter kan du arbejde solen sort, indtil du brænder ud, så hvis du satser på at nå dine mål, deler investor Magnus Kjøller her sine succesvaner:
Selvtillid
- Sjovt nok hører jeg det fra næsten alle succesfulde iværksættere. De var hverken bedst i skolen eller de mest talentfulde inden for deres felt. Men de valgte at tro fuldt ud på deres projekter. At tro på sig selv er et aktivt valg, man tager, siger Magnus Kjøller.
Indsats
- Tænk det sådan her; vær altid villig til at gå den ekstra mil. Du får både loyalitet, anbefalinger, muligheder og ja; penge i retur. Overgå forventningerne og skab værdi. Over tid vinder du med dette mindset.
Ambitiøse mål
- Hjernen er en målsættende organisme. Sæt ambitiøse målsætninger, der på samme tid er realistiske og målbare. Jeg foretrækker selv at have en fast morgenrutine og en to do liste med dagens gøremål. På kontoret runder vi altid vores interne møder af med “action points”.
Action
- Du bliver ikke betalt for det, du ved, men det, du gør! Når du selv tager action, vil du lære af dine egne erfaringer og blive klogere, selvom det også er en god vane at hente inspiration fra mennesker, som er på et andet stadie i livet end dig selv.
Anerkendelse
- Værdsæt folk omkring dig! Det er en investering, der kommer retur, da folk vil hjælpe dig med at nå dine mål, hvis de mærker, at du sætter pris på deres indsats. Og anerkendelse koster ikke noget, siger Magnus Kjøller.
Vedholdenhed samt en god plan for, hvordan du vil integrere ovenstående elementer i dit liv, er afgørende for at lykkes med at ændre dine vaner til det bedre. Start med det vigtigste.