Europa åbner mere og mere op, og det er nu muligt at tage på ferie under sydens sol. Men ikke alt er som før – pga. af corona-pandemien skal man tage sine forholdsregler flere steder.
Går turen eksempelvis til Spanien, er det en god ide at finde plads til ansigtsmasker ved siden af badetøj og sollotion i kufferten. I hvert fald hvis destinationen er Mallorca eller Barcelona.
De to regioner har nemlig indført et påbud om at bære ansigtsmaske, når man bevæger sig rundt – overtrædes det, vanker der en bøde på 100 Euro.
Og maskepåbuddet gælder også på barer og restauranter – mens strande og poolområder er undtaget. Børn under seks år skal heller ikke bære masker.
En regional talsmand for de Belariske øer, der foruden Mallorca blandt andet også tæller Menorca og Ibiza, bekræfter de nye regler, der gælder fra mandag, Men understreger, at turister i første omgang vil slippe med en advarsel.
I andre områder af Spanien – som eksempelvis Costa del Sol – skal maske bæres indenfor i lukkede rum, men kan undværes udendørs, hvis der holdes afstand. Den forskel har fået lokale forretningsfolk på Mallorca til at frygte, at turisterne vil vælge øerne fra til fordel for områder med en mere lempelig politik.
Skal du til udlandet, er det altid en god ide at tjekke op på Udenrigsministeriet rejsevejledninger til de enkelte lande. Vejledningerne finder du her.