Der er skattesmæk i vente til boligejerne, skriver ekstrabladet.dk.
Det hænger sammmen med det skattestop, som den tidligere regering indførte i 2001. Skattestoppet betyder nemlig, at husejerne i dag skal bidrage med langt flere kroner til skat end lejligheds-ejerne. Det er, fordi grundskylden har været stigende, mens ejendomsværdiskatten har været sat i bero.
Dermed er det kun husejerne, der rammes.
- Der er blevet ændret på den skattemæssige balance mellem de forskellige boligformer i et omfang, som ikke er hensigtsmæssigt. I det hele taget er der god grund til at lave et 360 graders eftersyn af den måde, vi beskatter fast ejendom på, siger forbrugerøkonom i Danske Bank Las Olsen til ekstrabladet.dk.
Rammer skævt
Beskatningen rammer altså skævt. Et muligt scenarie er, at en ejer af en pragt-lejlighed i det indre København skal betale væsentligt mindre i skat end en ejer af et simpelt hus i Københavns Nordvest-kvarter.
- Der skriger til himlen, og det er præcist det modsatte, der er meningen med systemet nemlig, at de bredeste skuldre bærer de største byrder, siger chefanalytiker i BRFkredit Mikkel Høegh til ekstrabladet.dk.
Kilde: ekstrabladet.dk