Hundreder af palæstinensere er såret ved uro i Gaza

Tusindvis af palæstinensere i Gaza protesterer ved grænsen til Israel. Mange er kvæstet af kugler og tåregas.
Tåregas og brændende bildæk. For sjette fredag i træk er der store uroligheder ved grænsen mellem Gaza og Israel. Billedet er fra Khan Yunis i det sydlige Gaza.
Tåregas og brændende bildæk. For sjette fredag i træk er der store uroligheder ved grænsen mellem Gaza og Israel. Billedet er fra Khan Yunis i det sydlige Gaza. Foto: Said Khatib/AFP

Det har igen været en blodig fredag i grænseområdet mellem Israel og Gaza.

Israelske soldater har brugt både tåregas og skarp ammunition mod palæstinensere, som har skudt med slangebøsser og forsøgt at nå frem til grænsehegnet i ly af sort røg fra brændende dæk.

Fredag aften, da urolighederne var stilnet af, sagde læger og sygepersonale i Gaza ifølge nyhedsbureauet AFP, at 98 palæstinensere var blevet såret af enten skarpe skud eller gummikugler.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

329 måtte behandles for skader i forbindelse med inhalering af tåregas og andre skader.

Unge palæstinensiske aktivister rullede brændende bildæk frem mod grænsehegnet og gjorde, hvad de kunne, for at bruge den sorte røg som dække for at kaste sten mod israelske skarpskytter.

I den seneste måned, hvor palæstinenserne om fredagen har gennemført demonstrationer i anledning af 70 året for oprettelsen af Israel, har israelske soldater dræbt mindst 43 palæstinensere ved grænsen til Gaza.

Den israelske netavis Ynetnews.com skriver, at palæstinenserne har skudt to israelske droner ned med slangebøsser.

Hæren bekræfter ifølge Reuters, at to droner er gået tabt.

Israel er blevet kritiseret internationalt for at fare for hårdt frem mod palæstinenserne.

Men Israel siger, at landet forsvarer sin grænse og kun tager hårde metoder i brug, når palæstinensere prøver at placere sprængstoffer i området eller kaste med eksempelvis brandbomber.

Fredag stod israelerne over for omkring 7000 palæstinensiske aktivister fem forskellige steder langs grænsen, siger en militærtalsmand.

Han tilføjer, at ved et af de fem steder forsøgte palæstinenserne at bryde igennem hegnet for at komme ind på israelsk territorium.

Staten Israel blev udråbt den 14. maj 1948, og jøderne fejrer, at de fik deres egen stat som følge af FN's delingsplan.

Denne plan delte det britiske Palæstina-mandat i to stater, en for Palæstina-jøderne, en for Palæstina-araberne.

Den arabiske verden accepterede ikke delingsplanen, og Palæstina-araberne - som vi nu kalder palæstinenserne - fik aldrig en stat.

De kalder Israels fødsel for "Nakba" - katastrofen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.