Greyhounden Elliott er ganske rolig. Den slanke hund befinder sig på Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme og skal til at donere blod, hvilket ellers er noget, der kan skræmme selv betydeligt større pattedyr.
Men Elliott har prøvet turen før. Inden kanylen stikkes ind, har den tålmodige hund dog også fået smurt lidt tryllecreme på halsen, ligesom små børn får, inden de bliver stukket. Cremen er lokalbedøvende, og greyhounden kan derfor ikke mærke stikket.
Derefter tændes en pumpe, der snurrer med et tryk på 800 millibar. Den har et nøjagtigt sug, der sikrer, at blodet løber tilpas hurtigt ud i posen. Efter tre minutter og 450 milliliter blod er seancen overstået, og greyhoundens filantropi belønnes med en skål luksusfoder.
Begejstret ejer
Før i tiden tog det 17-18 minutter at tappe den samme mængde blod, men veterinærsygeplejerske Gitte Wagner Hansen mente, at det måtte kunne gøres hurtigere, så hun tog kontakt til det rådgivende ingeniørfirma Granzow. Sammen udviklede de en lille pumpe, der hjælper blodet på vej.
Elliots ejer, Hanne Bøckhaus, er begejstret for den nye pumpe.
»Det nye apparat letter processen. Vi skulle være meget tålmodige tidligere og måtte nogle gange skælde hunden ud for at få den til at ligge stille. Det er ikke nødvendigt længere,« forklarer Hanne Bøckhaus, der lader Elliot donere blod, fordi hun selv har mistet to hunde, der kunne have overlevet med en blodtransfusion.
»Behovet for blod stiger. Der er flere dyr, som for eksempel kan behandles for hjerte-/lungeorm. De får både medicin og blod. Flåter giver parasitter, som også resulterer i blodmangel. Her giver vi transfusioner med røde blodlegemer,« fortæller Gitte Wagner Hansen.
Hvert år giver cirka 20 hunde blod til instituttet. En bloddonor-hund skal veje over 25 kilo og være mellem et og seks år gammel samt sund og rask.
Hundene får regelmæssige sundhedsundersøgelser og gratis kvalitetsfoder som tak for hjælpen.