Hun har prøvet lidt af hvert i løbet af sit lange liv. Været gift to gange, fået to børn, uddannet sig til indretningsarkitekt, været feteret dansktopsangerinde, der stod bag "Hvor er alle drømmene, du drømte" og så har hun siddet som leder af det københavnske teater Teater ved Sorte Hest igennem 22 år - en stilling hun forlod 1. januar 2012.

Og det var igennem jobbet, at hun for alvor fik lært at tøjle sit kraftige temperament.

– Når man skal forhandle, er det nødvendigt, at man ikke er en møgkælling. Jeg sætter stor pris på at kunne være åben, forstående og medfølende over for alle mennesker. Det sætter jeg virkelig højt, siger hun til SØNDAG i denne uge og fortsætter:

Dorthe Kollo om sin største fortrydelse: Skulle aldrig have giftet mig med Just!

- Men jeg har jo haft et frygteligt temperament, og stikker man det rigtige sted, bliver jeg skruptosset. Så kan folk blive helt bange for mig. Det sker nu kun meget, meget sjældent. Når det er på vej, prøver jeg at tage 15 dybe indåndinger. Eller at sige som min datter. Hun er 49 år og fysioterapeut, og når hun har vanskelige patienter, siger hun til sig selv: teflon, teflon, teflon. Så glider det af, siger hun til SØNDAG.

Lukker af ved kritik

Maria Stenz er stolt over den udvikling, som Teatret ved Sorte Hest gennemgik med hende i front. Hun tager da også gerne imod ros – men ikke så gerne kritik.

- Jeg er stolt på en anden måde. Og det er lidt pinligt. Hvis jeg får kritik af nogen, der er tæt på mig, bliver jeg eddersplitterhamrende rasende. Jeg lukker totalt af. Jeg nægter at forstå det. For det kunne jo være, at de havde ret, indrømmer hun.

Annette Heick efter ulykke: Jeg kunne lægge mig i fosterstilling og tude! Læs interviewet her

Temperamentet havde hun allerede som lille pige. Helt lille var hun dog ikke, for hun blev kaldt ’kæmpedamen Viola’.

– Det var jeg ked af. Og jeg tudede over det. Jeg var lidt af en Tudemarie, for jeg havde et kraftigt temperament. Når man har det, skælder man ud, men er jo magtesløs og begynder ofte at græde. Når jeg tudede, sagde min far: »Du skal ikke være ked af det. Hvis det går galt for mig og min forretning, viser vi dig bare frem ude på Bakken som kæmpedamen Viola«, fortæller hun til SØNDAG.

Hendes størrelse som lille pige blev hun ofte drillet med. Da hun var to år, lignede hun en på fem.

– Jeg voksede og voksede, indtil jeg var 11-12 år. Derefter voksede jeg ikke mere. Men jeg var en storbarmet pige, og folk troede, jeg var voksen. Og jeg var jo kun et barn.

Og når det barn fik at vide, at hun i værste fald altid kunne fremvises på Bakken, blev hun endnu mere ked af det, siger hun:

– For jeg ville ikke være kæmpedamen Viola. Jeg ville være kanonkonge. Jeg ville skydes ud med en kanon og ende på månen. Men det var jeg for lille til. Derfor tænkte jeg, at jeg måtte synge »Fly Me to the Moon« – og derfor skulle den sang med på mit nye album, forklarer hun.

Redigeret af Louise Aarkrog, SØNDAG, Aller Media