Frankrigs præsident, François Hollande, opfordrer EU's ledere til at ophæve en våbenembargo mod Syrien for at hjælpe oprørerne, der kæmper mod regimet under præsident Bashar al-Assad.
Hollande, der talte om Syrien ved et pressemøde i Bruxelles ved EU-topmødets begyndelse torsdag, siger, at Paris ønsker at se oprørerne modtage våben.
- Vi ønsker, at europæerne ophæver våbenembargoen. Vi er parate til at støtte dette oprør, så vi er er villige til at gå så langt, siger Hollande og tilføjer:
- Vi ønsker, at europæerne ophæver våbenembargoen.
Med henvisning til, at Rusland forsyner Assads regime med våben, siger Hollande videre, at Frankrig "må overbevise dets europæiske partnere om, at balancen må forrykkes ved at ophæve våbenembargoen," selv om det ikke er på dagsordenen ved EU-topmødet.
Adskillige EU-lande er imod en ophævelse af embargoen, som blev drøftet på det seneste EU-topmødet i december. De siger, at flere våben i Syrien kun vil eskalere konflikten.
- Men vi kan ikke tillade, at folk bliver dræbt i massakrer begået af et regime, som ikke ønsker politisk forandring, pointerer Hollande.
Han tilføjer, at Storbritannien også støtter en ophævelse af våbenembargoen.
Den franske og den britiske regering drøftede bevæbningen af de syriske oprørere inden EU-topmødet.
- Vi er nødt til at bevæge os hurtigt, sagde den franske udenrigsminister, Laurent Fabius.
Regeringerne i Paris og London vil have fremskyndet et møde, hvor EU's våbenembargo over for Syrien skal diskuteres.
- Europæerne ventes at tage dette spørgsmål op om flere uger, men vi vil sammen med briterne bede om at få fremskyndet mødet, forklarer Fabius.
Han mener, at et nyt møde kan finde sted i slutningen af denne måned.
Den britiske premierminister David Cameron sagde tirsdag, at Storbritannien vil overveje at negligere et EU-forbud mod at levere våben til de syriske oprørere, hvis det kan føre til, at præsident Bashar al-Assad styrtes.
EU besluttede i sidste måned at modificere embargoen over for Syrien, så medlemslande kan forsyne den syriske opposition med såkaldt ikke-dødeligt udstyr.
/ritzau/AFP