Hollandsk antiterrorpoliti har søndag anholdt en 32-årig franskmand i den hollandske havneby Rotterdam på mistanke om, at han var i færd med at forberede et angreb mod Frankrig.
Tre andre personer er anholdt i sagen, oplyser anklagemyndigheden i Holland ifølge Reuters.
- Franske myndigheder anmodede fredag om anholdelse af den franske statsborger, som var blevet identificeret i en terrorefterforskning, skriver anklagemyndigheden i en meddelelse.
Han mistænkes for at være "involveret i forberedelse af et terrorangreb", hedder det videre.
Den 32-årige terrormistænkte vil blive udleveret til Frankrig hurtigst muligt.
Anholdelserne blev foretaget af en særlig antiterror-politienhed. Det hollandske efterretningsvæsen AIVD og anklagemyndigheden deltog ligeledes i operationen.
To af de andre tre anholdte er 43 og 47 år og har algerisk baggrund, oplyser den hollandske anklagemyndighed, der ikke umiddelbart identificerer den tredje mand.
I forbindelse med anholdelserne har politiet ransaget to adresser i Rotterdam, som den anholdte har forbindelse til. Beboerne i nabobygningerne blev evakueret som en ekstra form for sikkerhed.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.