Højspændt politisk drama: Ingen forhandlinger lørdag

Efter en uge med forhandling efter forhandling mellem regeringen og DF ser der ud til at være lørdagspause.
Efter en uge med forhandling efter forhandling mellem regeringen og DF ser der ud til at være lørdagspause.
Efter en uge med forhandling efter forhandling mellem regeringen og DF ser der ud til at være lørdagspause. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix/arkiv

Måske politikerne, som er med til forhandlingerne om udlændinge og skat, kan bruge lørdagen på at handle julegaver, inden en potentiel dramatisk uge på Christiansborg begynder mandag.

For efter en uge med mange og intense forhandlinger har regeringen ikke indkaldt Dansk Folkeparti til forhandlinger lørdag. Det oplyser støttepartiet til Ritzau.

Regeringen og DF forhandler i disse dage om en skatteaftale og en udlændingeaftale.

8. december blev parterne enige om en finanslov for 2018, men efterfølgende var der drama.

Regeringspartiet Liberal Alliance truede nemlig med, at partiet ikke ville stemme for finansloven, når den er til afstemning i Folketingssalen 22. december, hvis der ikke forinden er landet en skatteaftale.

LA mener, at parterne godt kan nå hinanden før jul. DF anser det for "meget, meget lidt sandsynligt". DF kæder skatteaftalen sammen med et krav om yderligere stramninger af udlændingepolitikken.

Ifølge Helle Ib, Børsens politiske kommentator, er det ikke et udtryk for, at forhandlinger er gået i stå, at parterne ikke forhandler officielt lørdag.

- Der kan være hulemøder, telefonisk kontakt og i det hele taget kontakt på alle mulige måder.

- Jeg er ikke i tvivl om, at embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet i hvert fald ikke kan gå på juleferie nu.

- I forhold til udlændingeaftalen har der vist sig at være vanskeligheder i forhold til juraen og de internationale konventioner. Det gør det svært for regeringen at honorere DF's ønsker, siger Helle Ib.

DF har især fokus på omkring 4200 flygtninge, hovedsageligt syrere, der har fået ophold efter en paragraf om midlertidig beskyttelse.

De bør ikke integreres, men skal i stedet forberedes på hjemsendelse, mener DF. Og når der er fredeligt nok i deres hjemegn, skal de sendes hjem, hvis det står til støttepartiet.

Allerede inden finanslovsaftalen var der problemer i blå blok. Først stod LA fast på, at skattelettelser og udlændingestramninger skulle på plads med finansloven.

DF krævede dog forhandlingerne adskilt for at nå i hus med den lovpligtige finanslov.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.