Landets øverste dommere i Højesteret skal give deres vurdering af en sag, hvor et hospital har annulleret en ansættelse på grund af, at arbejdstageren var sygemeldt med stress.
Det har Procesbevillingsnævnet bestemt, efter at hospitalet har vundet sagen i både by- og landsret.
Hospitalet havde ansat den pågældende kvinde i et job som lønkonsulent, men da man modtog den ansattes papirer fra hendes tidligere arbejdsplads, fik hospitalet sig en overraskelse.
Det viste sig, at kvinden havde været sygemeldt med stress i seks måneder, og det havde hun ikke oplyst sin nye arbejdsplads om. Heller ikke selv om hun stadig var sygemeldt under ansættelsessamtalerne.
Hospitalet mente, at det var et så alvorligt tillidsbrud, at man valgte at annullere ansættelsesforholdet. Det valgte kvinden dog at indbringe for retten.
Både by- og landsret har vurderet, at kvinden efter helbredsoplysningsloven havde været forpligtet til at oplyse sin nye arbejdsgiver om sygemeldingen.
Under normale omstændigheder ville sagen være afgjort, efter at der har været afsagt dom i to retsinstanser, men på grund af sagens principielle karakter har Procesbevillingsnævnet givet kvinden tilladelse til at anke til Højesteret.
/ritzau/