Pierre-Emile Højbjerg mener, at han greb chancen, da han tirsdag aften spillede sin første fodboldlandskamp i to år, da Danmark slog Østrig 2-0 i Herning.
Midtbanespilleren oste af energi og sendte et signal til landstræner Åge Hareide om, at han er til at stole på.
- Jeg har fået vist, at han (Åge Hareide, red.) kan stole på mig. Det tror jeg også, at han vidste og ved, for det går han meget op i.
- Han vil vide, hvor spillerne står mentalt, fysisk og teknisk, og jeg fik vist mig godt frem for ham, men vigtigst fik jeg vist over for mig selv, at jeg stadig har noget at gøre i den danske, rød-hvide trøje, siger Pierre-Emile Højbjerg.
Han fortæller, at han var lidt nervøs før sit landsholdscomeback.
- Det var fedt at være tilbage på landsholdet. Da vi nærmede os kampen, blev jeg spændt, og der var nerver på, kunne jeg mærke.
- Hver gang man går ind på kridtstregerne, er det en fodboldkamp som en hver anden, så det var ikke uvant, men der var spænding på, og det var en anden trøje, jeg tog over hovedet i forhold til de seneste to år.
- Så der var lidt anderledes spænding, end jeg har været vant til. Men det er fedt og motiverende, siger Højbjerg.
Han var en del af en helt ny midtbanekonstellation sammen med Lukas Lerager og Andreas Christensen. Trioen holdt østrigerne i kort snor og var med til at skabe de største danske muligheder.
Alle de tre vante reserver hjalp hinanden med at stråle, mener Højbjerg.
- Jeg synes, vores samarbejde gik godt. Når man er uden for startopstillingen og får chancen, skal man vise sig frem i sin bedste udgave. Det fik vi vist.
- Vi spillede hurtigt fremad, og vi kom til afslutninger og var med til at skabe kampen. Det er de ting, man gerne vil have fra en midtbane. Det er et positivt tegn, når spillere er motiveret for at vise, hvad de gemmer på, siger Pierre-Emile Højbjerg.
Tirsdagens kamp var Højbjergs nummer 22 på A-landsholdet.
/ritzau/