Håbet om top-6 lever fortsat i Hobro, efter at klubben lørdag vandt for første gang i otte forsøg i Superligaen.
På udebane i Lyngby havde gæsterne fuld kontrol over kampen, der blev vundet med 3-0 på et selvmål og to scoringer af topscorer Pål Alexander Kirkevold.
Sejren sender Hobro op på 31 point - det samme antal som de nærmeste konkurrenter til sjettepladsen, der spiller søndag og mandag.
Lyngby er derimod nu uden sejr i 12 ligakampe. Lørdag manglede værterne opfindsomhed i offensiven, mens personlige fejl i defensiven kostede dyrt.
Begge hold jagtede på forhånd en tiltrængt sejr, men gæsterne ville det mest i Lyngby.
Hobro satte sig på kampen fra første fløjt, og det hårde pres i indledningen bar frugt efter 14 minutter.
Stolpen stod ellers først i vejen for et Hobro-frispark, men på returen fremtvang angriber Quincy Antipas med hjælp fra Lyngby-anfører Thomas Sørensen et selvmål fra en spids vinkel.
Lyngby havde generelt store problemer med Hobros hurtighed, hvor særligt en velspillende Antipas drev gæk med værterne.
Hjemmeholdet havde ikke meget at byde ind med i første halvleg, hvor venstrebacken Michael Lumbs langskud efter 40 minutter var det bedste forsøg.
Kampbilledet var uændret i anden halvleg, hvor Hobro efter 54 minutter udbyggede føringen.
Lyngby-stopper Oliver Lund nedlagde Quincy Antipas i feltet, og fra ellevemeterpletten scorede angrebskollega Pål Alexander Kirkevold og stoppede dermed en måltørke på ni kampe.
Kirkevold var dog ikke færdig med at tanke selvtillid, og med syv minutter igen var nordmanden på ny på pletten efter en ny dårlig aktion af Oliver Lund.
Derfor sluttede det hele med en sejr til Hobro på 3-0.
/ritzau/