Superligaklubben Hobro IK har fyret cheftræner Allan Kuhn og erstattet ham med Peter Sørensen. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Dermed nåede Kuhn kun 22 superligakampe i spidsen for den nordjyske klub, hvor det blot blev til fire sejre og fem uafgjorte kampe.
- Vi er kede af at sige farvel til Allan, der er en fantastisk person, som vi har været glade for at have i Hobro IK, siger klubbens sportschef, Jens Hammer Sørensen, i pressemeddelelsen.
- Desværre må vi konstatere, at vi rent sportsligt ikke har levet op til forventningerne med Allan som cheftræner i klubben, og vi er nu kommet til den konklusion, at vi har bedre muligheder for at sikre en ny sæson i Superligaen med en ny cheftræner ved roret.
Den nye mand i spidsen bliver 45-årige Peter Sørensen, som tidligere har været cheftræner for AGF, Silkeborg og Fredericia.
- Nu kender jeg kun klubben udefra, men Hobro IK virker til at være en fantastisk klub, hvor man har gang i et rigtig spændende projekt.
- Så jeg skulle ikke bruge lang betænkningstid, før jeg takkede ja til at blive klubbens nye cheftræner, siger Peter Sørensen.
Med fire runder tilbage af grundspillet i Superligaen ligger Hobro sidst med to point op til Vendsyssel, der er næstsidst.
Dermed har Hobro udsigt til at skulle ud i et nervepirrende nedrykningsspil inden længe, og her ønskede man at have friske øjne på trænerbænken.
Allan Kuhn førte i 2016 Malmö FF til det svenske mesterskab, men blev efterfølgende fyret.
Han har tidligere været cheftræner i FC Midtjylland samt haft assistentroller i AaB og Randers FC.
/ritzau/