Som 15-16-årig skal man have et klippekort, som kan bruges til at tage en ungdomsuddannelse. Bagefter kan man enten læse videre eller træde direkte ud på arbejdsmarkedet.
Men hvis man ikke bruger alle klippene, kan de senere bruges til at vende tilbage til uddannelsessystemet og tage en ny uddannelse.
Det scenarie ser formanden for HK, Kim Simonsen, for sig.
I et interview med Jyllands-Posten siger han, at efteruddannelses- og voksenuddannelsessystemet skal reformeres, så lønmodtagere kan uddanne sig hele livet.
- Mange brancher bliver fornyet og udfordret. Så hvis man skal tilpasse arbejdsstyrken lige så hurtigt, som udviklingen går, så skal vi også se på systemet på en ny måde, siger han til Ritzau.
- Derfor foreslår vi et klippekort, så man også som 42-årig, når jobbet forsvinder eller virksomheden lukker, kan tage en ny uddannelse eller tillægsuddannelse at bygge videre på, så man kan være klar til nye arbejdsopgaver.
Kim Simonsen slår fast, at et nyt voksen- og efteruddannelsessystem ikke kun skal målrettes de personer, som er i størst risiko for at miste deres job til udviklingen på arbejdsmarkedet.
- Arbejdsmarkedet for de veluddannede med gode og spændende job udvikler sig også. Inden for HK-området, hvor jeg selv var skattespecialist for år tilbage, har også ændret sig, siger han.
- Så selv om jeg havde en god uddannelse på det tidspunkt, så skal den jo også videreføres på en måde, så jeg kan løse de udfordringer, som morgendagen bringer.
Meldingen fra HK-chefen er en optakt til de kommende trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagforeningerne om hele voksen- og efteruddannelsesområdet.
/ritzau/