Med 2-5-nederlaget til Shakhtar Donetsk i Parken tirsdag aften har FC Nordsjælland udspillet sin rolle i Champions League for denne gang, og med kun et point efter fem kampe bliver der heller ingen kampe i Europa League efter nytår.
Men de danske mestre vil alligevel gøre alt for at skabe en sensation og slå Chelsea på Stamford Bridge i den sidste kamp den 5. december, lover træner Kasper Hjulmand.
- De skal vinde, og de skal måske endda vinde stort, så de vil komme flyvende med alt, hvad de har.
- Det skal vi nok få at mærke, men vi har altså også noget, vi skal vise til sidst, så vi skal nok samle os, og vi skal nok give dem stor modstand, siger Kasper Hjulmand.
Efter tirsdagens resultater kan Shakhtar Donetsk og Juventus gøre det dansk-engelske opgør helt uden betydning, hvis de samtidig deler point på Shakhtars hjemmebane. I så fald går begge hold videre.
Men selv om Shakhtar-angriberen Luiz Adriano i Parken viste en noget anløben moral, da han scorede efter at have trodset fairplay-aftalerne, vælger Hjulmand at tro, at alt forløber, som det skal på sidste spilledag.
- Jeg tror det bedste om alle, og nogle gange får man hug i livet for at gøre det. Men det er den måde, jeg vælger at se verden på, så jeg er sikker på, at det er to hold, der vil gøre, hvad de kan for at vinde kampen, siger Kasper Hjulmand.
/ritzau/