FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand fortalte efter mandagens træning i Farum, at han var ærgerlig over at have misset en stor mulighed i en udenlandsk klub.
I weekenden skrev flere medier, at Hjulmand var i spil til et cheftrænerjob i Anderlecht.
Mandag meddelte FCN, at Hjulmand stopper i superligaklubben til sommer, og at han i weekenden havde været i kontakt med en udenlandsk klub, og det bekræftede han uden at sætte navn på klubben.
- I går var jeg lidt tom indeni. Det var en stor mulighed, der missede, og det tror jeg også, den pågældende klub synes. Det er sådan, det er, siger Kasper Hjulmand til BT.
Anderlecht ansatte søndag Fred Rutten som cheftræner, og dermed blev Hjulmand forbigået af den belgiske klub.
- Der er ingen tvivl om, det selvfølgelig sidder i kroppen, når det har været så tæt på. Det har været sindssygt intenst, men det er noget, jeg ryster af mig. I denne her verden er det, hvad der sker.
- Jeg tager tingene til efterretning, og det jeg kan sige er, at staben og spillerne kan regne med mig. Det kommer aldrig til at ændre sig, siger FCN-træneren.
Hjulmand ved endnu ikke, hvad fremtiden efter sommerferien vil bringe.
/ritzau/