Regeringen vil ikke bruge de 2,4 milliarder kroner, som omprioriteringsbidraget frigiver fra kommunerne næste år, på skattelettelser.
Det klare løfte afgiver finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) under tirsdagens hasteforespørgselsdebat om netop omprioriteringsbidraget.
- Regeringen vil anvende de frigjorte midler som følge af det kommunale omprioriteringsbidrag til borgernær velfærd, siger ministeren fra talerstolen.
- Det betyder, at pengene fra omprioriteringsbidraget ikke kan gå til skattelettelser, siger Claus Hjort, der ellers tidligere har udtalt, at bidraget godt kan gå til afgifts- og skattelettelser.
Sammen med Dansk Folkeparti har Venstre fremsat følgende forslag:
- Folketinget fastslår, at frigjorte midler i 2017 som følge af det kommunale omprioriteringsbidrag bør bruges til at sikre kernevelfærden i kommunerne.
- Midlerne skal således prioriteres anvendt dér, hvor behovet er størst. Den konkrete udmøntning sker i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi og finanslovsforhandlingerne.
Omprioriteringsbidraget pålægger kommunerne at finde én procent i besparelser årligt fra 2016 til 2019. Det er 2,4 milliarder kroner hvert år.
Finansministeren vil ikke løfte sløret for, om kommunerne også kan forvente at få ført besparelserne tilbage i 2018 og 2019. Det afgøres i forhandlinger med kommunerne og finansloven, understreger Claus Hjort Frederiksen.
- Hvis Folketingets partier ønsker indflydelse på, hvor pengene bruges, så sker det i finanslovsforhandlingerne, siger han.
Hvorfor fremsætter I det her forslag sammen med Dansk Folkeparti?
- Vi anerkender, at de mange flygtninge, der kommer til landet, selvfølgelig er en udfordring. Både for staten og kommunernes økonomi, siger Claus Hjort Frederiksen efter debatten i folketingssalen.
Hvorfor skal I bestemme, hvordan kommunerne skal bruge de penge, de får ført tilbage?
- Vi har en samlet offentlig økonomi, der er under voldsomt pres for tiden. Vi mangler rigtig mange penge på grund af den faldende oliepris. Derfor må man sige, at der er et behov for, at vi effektiviserer, siger Claus Hjort Frederiksen.
- Det kan man gøre gennem omprioriteringsbidrag, og de midler, vi finder, dirigerer vi derhen, hvor behovet er størst.
/ritzau/