Trods en intensiv eftersøgning af den 74-årige Kaj Nielsen er det søndag morgen ikke lykkedes at finde ham, og nu indsættes Hjemmeværnet i eftersøgningen.
Den lettere demente mand forsvandt fredag aften fra plejehjemmet Lindehøj på Nørrebakken i Horsens.
Allerede natten til lørdag blev hunde og en helikopter sat ind i eftersøgningen. Det fortsatte lørdag formiddag.
- Lørdag eftermiddag var hundenes muligheder udtømte, men vi fik så en ekstra helikopter op til at søge omkring Horsens Fjord, siger vagtchef Henrik Dam fra Sydøstjyllands Politi.
Søndag morgen får politiet så hjælp fra mindst 30 mand fra Hjemmeværnet, der vil lede efter ham i området omkring Langmarksvej. De vil også lede i private haver.
- Vi opfordrer folk til selv at se efter i skure og udhuse, om han skulle være dér. Men mange kan være på ferie eller weekend, så nu går vi området grundigt igennem, siger Henrik Dam.
Han gentager opfordringen til beboere i området om at tjekke deres haver, udhuse og andre steder, hvor han kan have søgt ly.
- Vi vil meget gerne have al den hjælp, vi kan få, understreger vagtchefen.
Ring til politiet, hvis du har set Kaj på 1-1-4.
/ritzau/