Over 1000 civile er dræbt ved bombeattentater i Afghanistan i årets ni første måneder. I samme periode er 2569 blevet såret.
Det siger FN's mission i Afghanistan, Unama.
Ifølge en rapport fra organisationen er 1065 civile afghanere blevet dræbt af hjemmelavede bomber fra den 1. januar til den 30 september i år.
I samme periode er 2569 blevet såret.
Det er næsten halvdelen af alle civile ofre i krigen i denne periode.
Tallene viser også en stigning på 21 procent i antallet af ofre sammenlignet med samme periode i fjor.
Unama har talt ofrene for det, der kaldes IED, som er hjemmelavede bomber. Det gælder både bomber, der bruges ved selvmordsattentater, og andre bomber.
Men antallet af ofre for selvmordsbombere er i år 46 procent højere end i 2017.
Provinsen Kabul, hvor Afghanistans hovedstad af samme navn ligger, er fortsat den farligste provins for civile. 433 mennesker er dræbt af IED i årets ni første måneder i Kabul-provinsen.
Det er overvejende selvmordsangreb i tæt beboede områder, som har kostet de mange civile liv.
Unama noterer, at angreb i Kabul ser ud til at være rettet specielt mod shiamuslimer.
I år er mange også blevet dræbt ved attentater mod moskéer, mod tilskuere til cricketkampe og mod tilskuere til brydningestævner.
- Det har fået almindelige afghanere til at leve i frygt for den næste eksplosion og lægger betydelige hindringer i vejen for at leve et normalt liv, siger Unama.
/ritzau/
/ritzau/dpa