Hjælp! Andreas jagter læreplads: Har søgt 100 stillinger

Andreas Møller Bonde søger desperat efter en læreplads som mekaniker. (Foto: Facebook)

En ung mand fra Vejle drømmer om at blive mekaniker. Men trods 85 besøg og 30 opkald, mangler han stadig en læreplads. Nu er hans ansøgning blevet et viralt hit.

Det kan være svært at få en læreplads. Det er der vidst ikke nogen tvivl om.

Nu har 17-årige Andreas Møller Bonde fra Vejle taget et nyt middel i brug: De sociale medier. Det skriver Metroxpress.

Indtil videre er hans ansøgning blevet delt næsten 2000 gange på Facebook. Og han håber, at det vil hjælpe ham med at finde en læreplads som mekaniker.

"Nu har jeg været ca 85 steder og søge læreplads som personvognsmekaniker så ville være rigtig glad hvis vil dele den her status med jeres venner og give mig besked hvis i hører noget omkring et værksted der mangler en lærling. Håber jeg kan nå ud til nogle der kender en," skriver han på sin Facebook-side.

På trods af, at han har søgt lærepladser helt fra Horsens til Middelfart, så har han dog stadig ikke fundet et sted.

"De fleste siger de, at de allerede har to eller tre lærlinge og ikke plads til flere. Jeg har også været på lidt mindre værksteder, der ikke tager lærlinge ind, fordi de så ikke kan få det til at løbe rundt," siger han til Metroxpress.

Mens han krydser fingre for, at de sociale medier kan hjælpe ham, har Andreas sagt ja til et nyt grundforløb på teknisk skole, da han ikke har lyst til at gå hjemme og kede sig.

Det er dog mekaniker-uddannelsen, der har erobret den 17-åriges hjerte:

"Det er min helt store interesse, det har jeg villet være lige siden 5. klasse. Min far er også mekaniker, så jeg har lavet biler med ham, så længe jeg kan huske."