Søpavillonen ved Peblingesøen i København kommer til at huse en kombineret restaurant og natklub, skriver Politiken.
Det er Simon Lennet og Simon Frank, som sammen med kokken Frederik Bille Brahe, der vil puste nyt liv i den hensygnende, ikoniske bygning.
Ifølge avisen vil trioen for et "større millionbeløb" renovere bygningen, og det skal ske, så det nye koncept kan slå dørene op til april.
Søpavillonen blev fredet i 1984, men har de senere år været brugt til firmafester, julefrokoster og lignende. De mange fester har givet bygningen det lidet flatterende tilnavn "Klamydiaslottet".
Men nu skal bygningen have et andet ry, siger Simon Lennet til Berlingske:
- Søpavillonen vil sætte en ny standard inden for natteliv i Danmark. Det bliver vores største projekt til dato.
Simon Lennet og Simon Frank har i mange år stået bag en række natklubber som Simons og Sunday samt den ekstravagante Klub Jet, hvor "150 rige og smukke mennesker boardede et fly i Kastrup og fløj afsted til byer rundt om i verden for at feste", skriver Berlingske.
Frederik Bille Brahe er kendt fra Atelier September, Apollo Bar på Kunsthal Charlottenborg og Kafeteria på Statens Museum for Kunst.
Søpavillonen blev indviet i 1895 og blev oprindeligt brugt af Kjøbenhavns Skøjteløberforening.
I 1965 blev bygningen solgt til restauratør Oscar Davidsen, og har siden været anvendt som diskotek og restaurant.