Det ser sort ud for den klimaaftale, som verdens statsoverhoveder lige nu sidder og forhandler om i Bella Centret.
Og midt i krisen kommer endnu en bombe - måske kommer USAs præsident slet ikke.
Obama skal efter planen ankomme i morgen, men måske nøjes han med, at lade sin udenrigsminister Hillary Clinton føre forhandlingerne. Men udenrigsministeren understreger, at Obama har tænkt sig at møde op.
"Præsidenten har planlagt at komme, og derfor håber vi også, at der er noget at komme efter," lyder det fra Clinton fra talerstolen i Bella Centret.
Formuleringen lægger dog op til, at Obama kan blive hjemme, hvis forhandlingerne ikke kommer videre fra det dødvande, de befinder sig i nu.
Rygterne om Obamas afbyd manes i jorden i Udenrigsministeriet, hvor man endnu ikke har hørt noget nyt.
"Vi har ikke fået nogen afbud endnu. Det ville også være meget tidligt. Vi har torsdag formiddag, meget kan ske endnu. Det er først i morgen, at stats- og regeringscheferne som sådan mødes. Det er der et lille døgn til, så ro på," siger Louise Brincker, som er chef for presseenheden i Udenrigsministeriet, til Ritzau.