Det har torsdag buldret og braget over især Jylland og Fyn, men kun få steder er det endt med store mængder vand.
Indtil klokken 21 har Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) registreret 4727 lynnedslag.
Et af dem slog først på eftermiddagen ned i et hus i Tvis nær Holstebro. Tagkonstruktionen blev delvist ødelagt, men ingen mennesker kom noget til, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Selv om det tordnede og lynede mange steder, er der kun blevet registreret enkelte tilfælde af skybrud.
Vagthavende meteorolog Trine Pedersen, DMI, fortæller til dr.dk, at der er observeret skybrud ved Bov i Sønderjylland samt ved Rosilde i Nyborg Kommune.
Uvejret har generelt vist sig ikke at indeholde helt så meget vand som ventet.
- Måske fejlede vi en lille smule med vores varsler om skybrud, men til gengæld har vi ramt plet med tordenvejret, siger Trine Pedersen.
Regnvejret begyndte at drive ind over det syd- og vestjyske i eftermiddagstimerne og bredte sig langsomt til resten af landet.
Torsdag aften ved 21-tiden var varslet om skybrud og torden indskrænket til at omfatte dele af Sjælland samt Lolland.
Når fronten i aftenens og nattens løb har passeret landet, afløses den af tørt vejr, som er mærkbart køligere.
Fredag byder på temperaturer på mellem 12 og 17 grader og vind fra vest. Til gengæld vil der stadig være pænt solskin fra oven.
/ritzau/