Tjekkiske myndigheder har fundet hestekød i svensk producerede kødboller, der serveres i møbelgiganten Ikeas restauranter, rapporterer det tjekkiske nyhedsbureau CTK.
Det er producenten Dafgårds, der leverer de vældigt populære kødboller til Ikea i størstedelen af Europa.
Ikea Danmark oplyser, at de er ved at undersøge sagen om fundet af hestekød i Ikeas signatur-kødboller, og om kødbollerne er solgt i Danmark.
På nuværende tidspunkt har Ikea Danmarks kommunikationsansvarlig, Tina Lindharth, ingen kommentarer til sagen.
Fødevaretilsynet i Tjekkiet advarede allerede i januar mod kødbollerne, fordi de viste sig at indeholde et udeklareret sojaprotein. En advarsel blev efterfølgende sendt ud til alle EU-lande.
Også denne gang har det statslige veterinærinstitut i Prag indrapporteret sit fund til EU's hurtige varslingssystem RASFF.
Systemet har til formål at sikre, at myndighederne i EU's medlemslande hurtigt kan udveksle oplysninger, når man opdager, at der er problemer med dyrefoder eller fødevarer.
Hvis oplysningerne viser sig at holde stik, er det første gang, der findes hestekød i produkter produceret i Sverige.
Hestekødskandalen har hærget i Europa i over en måned. Det forklædte kød dukkede i første omgang op i Storbritannien og Irland, hvor det blev fundet i hamburgere og færdigretter.
Siden har skandalen bredt sig til flere europæiske lande, heriblandt Danmark.
Også så langt væk som i Hongkong er der fundet hestekød i lasagne, der skulle være lavet af oksekød.
/ritzau/