Herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte finalen ved VM i badminton. Ganske som ved OL i London, må de to danskere altså stille sig tilfredse med sølv.
De tabte i to sæt med 13-21 og 21-23. Danskerne havde ellers selv to sætbolde i andet sæt.
Den stærke danske double fik en uhyre svær indledning på finalen. Ikke ret meget fungerede for dem i første sæt. De tog ikke et eneste point i egen serv - et sæt, Boe og Mogensen tabte med 13-21.
Andet sæt blev en ny begyndelse for de to veteraner. De kom foran 3-1 og holdt fast, så indoneserne først nåede op ved stillingen 7-7. Derfra var kampen tæt, og, man fik en fornemmelse af, at det var ærgerligt, at danskerne var kommet så sent i gang.
Alligevel fik de aldrig sådan for alvor rystet Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan fra Indonesien. Heller ikke selv om det var danskerne, som først ramte 20 point og fik sætbold i en god stime.
Igen tog indoneserne teten. Det blev 21-21 og så var det dem, som scorede to point i træk, og kan kalde sig verdensmestre.
Modsat lørdagens semifinale var VM-finalen præget af korte dueller, og danskernes defensiv fungerede slet ikke som i semifinalen. Særligt Mohammad Ahsan havde danskerne svært ved at greje. Den rutinerede indoneser var i en klasse for sig i finalen.
Finalen i herredouble var i øvrigt endnu en markering af, at kinesernes dominans i badminton er brudt ved dette VM. Ingen kinesiske par nåede denne finale, mens førsteseedede kinesere tabte finalerne i både mixeddouble og damesingle.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.